Systemer snakker ikke sammen
”Vi kunne mærke en stor interesse”, siger Dorte Martinsen. ”Men vi fandt også hurtigt ud af, at der var en stor hurdle: Systemerne kunne ikke snakke sammen. Derfor hentede vi automations- og softwarehuset Nordtec-Optomatic ind som samarbejdspartner. Vi valgte Nordtec, fordi de har erfaring inden for sensorer og styringsløsninger og fordi de arbejder på en åben platform, der kan integrere vores data ind i andre systemer.”
”Sammen byggede vi en prototype, som vi præsenterede på Agritechnica messen i Tyskland i november 2019. Efterfølgende besøgte vi nogle af vores kunder og gennemførte workshops for at afklare, hvordan løsningen skulle opbygges og hvilke typer data kunden havde brug for.”
Opbygget i moduler
Præcis som BM Silos siloer er det nye overvågningssystem opbygget i moduler. Man begynder med en basis-enhed og kan udbygge systemet derfra. Alt efter behov kan sensorerne i siloen fortælle om vægt, flow, temperatur eller fugtighed. Sensorerne kan også aktivere en blæser eller en varmekilde og man kan tilføje et alarmsystem og integrere en vejrstation i systemet. Data fra siloen sendes op i skyen og kan tilgås via mobil, pc eller via et stationært display på siloen.
Ifølge Dorte Martinsen er der stor interesse for det nye system. Hun vurderer, at det om to år vil være integreret i omkring 20 procent af de siloer virksomheden producerer: ”Det startede med vejecellerne. I begyndelsen var der ikke særlig stor interesse for dem, men det har ændret sig markant. Især hos vores industrikunder er efterspørgslen eksploderet og siloer med vejeceller udgør nu en femtedel af vores salg. Jeg tror vi vil se noget tilsvarende med sensorløsningen”.
Partnerskaber og rådgivning
Ud over sensorløsningen har Transform-forløbet sat skub i nye aktiviteter, der har potentiale til at udstikke en ny strategisk retning for virksomheden. Ifølge Dorte Martinsen handler det om produktudvikling gennem partnerskaber og om etablering af et nyt forretningsområde inden for uddannelse og rådgivning.
”Vi har lært at arbejde på en ny måde. Vi plejer ikke at tage partnere ind i vores udviklingsprojekter. Her gjorde vi det for første gang og sådan vil vi nok fortsætte. F.eks. har jeg netop besøgt en svensk virksomhed, der producerer transportudstyr. Præcis som vores siloer er deres udstyr brikker i et stort produktionsanlæg og derfor vil de være oplagte samarbejdspartnere. Samtidig skal vi satse mere på tværfaglighed: Når man arbejder sammen med it-folk, der fokuserer på automation og integration, og landbrugskonsulenter, der er eksperter i f.eks. foderblandinger til grise, så får man viden og faglighed, der kan bruges til at udvikle nye løsninger, der giver ekstra værdi for kunden. Den slags udviklingspartnerskaber bliver vejen frem for os.”
Sporbarhed
”Desuden har Transform-forløbet introduceret os til en nyt område, som jeg tror kan blive interessant for os. Det drejer sig om sporbarhed, dokumentation og historik. Inden for fødevarer og landbrugsproduktion gælder der nogle EU-forordninger, der fastsætter krav til sporbarhed og fødevaresikkerhed. I fagsproget kaldes det HACCP, Hazard Analysis and Critical Control Point. En landmand skal f.eks. have et egenkontrolsystem, der dokumenterer at foderstoffer opbevares forsvarligt. Han skal f.eks. sikre korrekt vandindhold og temperatur i de materialer han opbevarer i sine siloer og at materialerne er fri for skadedyr og andet.”
”I den afsluttende workshop i Transform-forløbet underviste en af Servitize.DKs konsulenter nogle af vores medarbejdere i HACCP. Efterfølgende har vi besluttet, at nogle af os skal videreuddannes, så vi bliver certificeret til at rådgive omkring kvalitet og hygiejne. Desuden har vi netop oprettet en telefonlinje for teknisk salgssupport samt en chat-funktion på vores hjemmeside, hvor vi kan rådgive både slutbrugere og forhandlere.”