Køreplan
”Efter workshoppen prioriterede vi de mange ideer og lagde en køreplan: Først skulle vi trykprøve ideen om en ny app, der forbedrer kommunikationen mellem os og kunden. Derefter ville vi kortlægge vores interne processer med henblik på digitalisering. Desuden ville vi kigge på mulighederne for at udvikle nye produkter med digitale features.”
På den efterfølgende workshop gik man i dybden med den nye app. Appen skal øge medarbejdernes produktivitet og mindske antallet af fejlbestillinger. Der opstår nemlig ofte fejl og misforståelser, når håndværkere står ude på en byggeplads og ringer bestillinger ind. Årsagen kan f.eks. være noget så lavpraktisk som en skrattende mobilforbindelse. Og selv om kunden efter bestilling modtager en ordrebekræftelse på e-mail, er det langtfra sikkert, at han tjekker den så grundigt som han burde.
Med en Glaspartner-app kan håndværkeren indtaste de korrekte mål og specifikationer ude på pladsen og kontrollere dem på stedet. Samtidig kan appens bestillingsmodul give ham en pris med det samme, noget der letter håndværkerens dialog med bygherren.
”Jeg vil tro, at 80 procent af vores salg består af standardprodukter, som kun varierer på mål og opbygning. Dem lægger vi ind i appen og så kan håndværkeren med et par tryk afgive sin bestilling og få en pris. Det giver store fordele både for kunden og for os”, vurderer Ib Madsen.
Han mener, at appen både kan reducere materialespild og give mere effektive interne arbejdsgange og dermed øget produktivitet hos medarbejderne.