Adgang til data
Den afgørende forudsætning for at denne nye forretningsmodel kan få luft under vingerne er ifølge Jørn Iversen dog, at den hollandske producent involveres i arbejdet og bl.a. aktiverer simkortet i batteriet og giver adgang til de data cyklen genererer.
Hollænderne er ifølge Jørn Iversen meget interesserede i et samarbejde, ikke mindst fordi nogle af deres distributører i andre europæiske lande har ytret lignende ønsker. Men for at komme i mål er der både tekniske og juridiske problematikker, der skal håndteres.
Én ting er, at producent og distributør skal komme overens om, hvordan man udvikler den tekniske løsning med at modtage data og bearbejde dem, så de bliver brugbare for en serviceleverandør.
Mindst lige så vigtigt er det, at de europæiske regler for databeskyttelse ikke overtrædes. Personfølsomme oplysninger skal håndteres korrekt, især fordi cyklernes brugere typisk bor på en offentligt styret institution.
”Trods corona-udfordringer har Servitize-konsulent Andrew Hoff fungeret som en effektiv tovholder for projektet. Han har sørget for, at vi ikke mistede gnisten undervejs. Vi er ikke i mål med projektet endnu, men jeg er sikker på vi kan håndtere de udfordringer det bringer at koble cyklerne op til vores serviceorganisation, så vi kan gå fra analog til digital i vores serviceforretning”, slutter Jørn Iversen.